Lars Lautrup-Larsen



Jeg hedder Lars Lautrup-Larsen, jeg er 60 år gammel og har boet i Mosede / Greve siden 1995.

Siden jeg som 14-årig begyndte på arbejdsmarkedet, har jeg altid haft fokus på fællesskab og ansvar. Gennem årene har jeg været aktiv i en række frivillige foreninger – ofte som formand eller bestyrelsesmedlem – fordi jeg tror på, at stærke fællesskaber er med til at skabe et stærkt Greve.

Mine mærkesager til kommunalvalget

Mere tryghed – mere synligt politi

Tryghed er en af de vigtigste værdier i vores lokalsamfund. Desværre er politiet alt for lidt synligt i Greve. Indbrud, bil- og motorcykelræs i weekenderne og utryghed i nabolagene er noget, mange borgere kender til. Jeg selv kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst så en patruljevogn i vores område.
Derfor vil jeg arbejde for, at vi får mere synligt politi i kommunen – det skaber ro, forebygger kriminalitet og giver os den tryghed, vi alle har krav på.

Bedre hjælp til stress- og depressionsramte

Der bliver flere og flere alvorligt stressramte og de bliver yngre og yngre.
I 2010 blev jeg selv ramt af et alvorligt stressnedbrud og oplevede, hvor svært det er at få kvalificeret hjælp. Den erfaring blev startskuddet til et stærkt personligt engagement i at støtte mennesker med stress og depression. Jeg er certificeret stressvejleder, har været bestyrelsesmedlem i Stressforeningen og var med til at stifte Stress- og Depressionsforeningen i Greve, som tilbød samtalegrupper og rådgivning til ramte og pårørende.
Jeg har siden 2018 skrevet artikler og delt viden på TagStressAlvorligt.dk, fordi jeg ved, hvor vigtigt det er at skabe opmærksomhed og give redskaber til at komme tilbage på sporet.
Som kandidat for Dansk Folkeparti vil jeg arbejde for, at kommunen prioriterer en langt stærkere indsats for stress- og depressionsramte borgere – for det kan ramme alle, og ingen skal stå alene.

Ja til solceller – nej til solcelleparker

Jeg tror på den grønne omstilling, men den skal ske med omtanke. På vores eget parcelhus har vi solceller, som dækker næsten al vores strømforbrug i 7-8 måneder af året. Solceller giver mening – på private boliger og på offentlige/kommunale bygninger.
Men solcelleparker i Greve Kommune og vindmøller i Køge Bugt er jeg stærkt imod. Vores natur er en del af vores fælles livskvalitet, og det skal være muligt at nyde naturen fuldt ud. Når det kommer til CO2-reduktion, så tror jeg på, at det er langt bedre at plante planter, buske og træer på stykke jord end solceller.


Derfor stiller jeg op

Jeg stiller op for Dansk Folkeparti, fordi jeg vil være en stemme for tryghed, for omsorg og for en grøn politik med sund fornuft. Jeg vil arbejde for, at Greve bliver et tryggere, stærkere og grønnere sted at bo, med et sikkerhedsnet af hjælp til vores stress- eller depressions-ramte borgere.

👉 Sæt X ved Lars Lautrup-Larsen – Dansk Folkeparti – ved kommunalvalget den 18. november 2025.

Har du spørgsmål, så skriv til: Lars-KV25@DF-Greve.dk

Lukket for kommentarer.