En god og tryg alderdom
I Dansk Folkeparti ønsker vi, at alle ældre skal kunne se frem til en alderdom med tryghed, værdighed og livskvalitet. Uanset om det gælder muligheden for at blive længst muligt i eget hjem, adgang til pleje og omsorg i tide, bekæmpelse af ensomhed eller flere aktiviteter for de raske og rørige, skal ældreområdet prioriteres langt højere i kommunens budgetter og beslutninger. Vi kæmper for, at ældre ikke bliver glemt, men får den støtte, respekt og nærhed, de har krav på – hver eneste dag.
- Vi vil stille krav om, at plejepersonalet kan tale og forstå dansk. Ældre borgere, pårørende og kollegaer skal ikke kæmpe med sprogbarrierer.
- Nej tak til tilkøb af ekstra services på kommunale plejehjem. Vi mener ikke at de ældre på plejehjemmene skal deles op i A og B hold baseret på økonomi.
- Vi vil sætte fokus på trivsel og ensomhed hos kommunens ældre. Vi vil kigge på kommunal støtte til senioridræt og andre sociale tilbud.
- Vi vil sikre flere senior- og ældreboliger, så ældre borgere har mulighed for at blive i egne trygge rammer så længe som muligt.
Ro, faglighed og trivsel i skolen
I Dansk Folkeparti mener vi, at skolen skal være et sted med ro, respekt og mulighed for at lære. Uro i klasselokalet og for meget skærmtid skader både undervisningen og trivslen. Vi vil give lærerne bedre redskaber til at sikre orden og tryghed – og samtidig sætte en stopper for mobiltelefoner og overdreven digitalisering. Bøger, faglighed og fællesskab skal igen være i centrum.
- Mobilfri skoletid på alle kommunens folkeskoler. Når vi fjerner sociale medier og skærme fra skoletiden, styrker vi både trivslen og fællesskabet. Fokus på stress hos børn og unge. Bevidsthed om symptomer og fokus på elevernes håndtering af stress.
- Ro og orden tilbage i klasselokalet. Kommunen skal bakke op om, at lærerne har de rette redskaber til at håndtere uro og sikre et trygt læringsmiljø.
- Flere skolebøger og bedre rammer. Vi vil prioritere midler til fysiske undervisningsmaterialer og klasselokaler, der fremmer fagligheden.
- Undervisning i livsduelighed og danske værdier. Emner som ytringsfrihed, privatøkonomi og samfundsforståelse skal fylde mere i undervisningen.
Styrk de danske værdier
I Greve skal det danske sprog, vores kultur og fælles traditioner være det naturlige udgangspunkt – ikke noget, vi skal undskylde for. I Dansk Folkeparti siger vi klart nej til særhensyn til religiøse mindretal. Her tilpasser man sig Danmark – ikke omvendt. Danske værdier er ikke til forhandling, men noget vi skal stå vagt om
- Nej til særhensyn i skoler og daginstitutioner. Vi accepterer ikke, at fællesarrangementer, undervisning eller sidste skoledag tilpasses religiøse mindretal. Politisk korrekte tiltag for at tilgodese muslimske grupper hører ikke hjemme i Greve.
- Nej til bederum og kønsopdelt svømning. Der skal ikke indføres bederum eller religiøse særordninger på kommunale skoler, arbejdspladser eller fritidstilbud.
- Frivilligcenteret skal styrke fællesskabet – ikke integration. Der skal ikke bruges skattekroner på projekter om familiesammenføring eller opholdstilladelser.
- Dansk skal være fællesnævner. Kommunen skal ikke tilbyde tolkning i daginstitutioner og skoler, og breve skal ikke oversættes til fremmedsprog. Integration begynder med sproget – og det sprog er dansk.
Borgerinddragelse og nærdemokrati
I Dansk Folkeparti mener vi, at de bedste beslutninger tages, når borgerne bliver inddraget og hørt. Derfor kæmper vi for, at byrådsmøder skal tv-transmitteres. Vi ønsker at gøre det lettere for borgerne at deltage i den demokratiske proces – både ved at afholde borgermøder og samlinger, hvor deres meninger og input bliver taget alvorligt.
- I en travl hverdag skal det være nemt at følge med i det nærpolitiske. Derfor vil vi gøre byrådsmøderne tilgængelige for alle via livestreaming
- Det skal gøres nemmere at deltage i den demokratiske proces. Valgsteder, brevstemmer og de fysiske rammer til afholdelse af valg bør aldrig baseres på politiske hensyn. Valgsteder skal i vores optik ikke lukkes. Tværtimod skal vi gøre det så let som muligt for alle at bruge deres demokratiske ret.
- Reel borgerinddragelse. Vi vil have åbenhed om borgersamlinger og borgerforslag. Når borgere engagerer sig, skal deres input ikke ende i skuffer og lukkede møder. Anbefalinger fra borgersamlinger skal offentliggøres, og muligheden for at få borgerforslag behandlet i byrådet skal promoveres mere.
En tryg hverdag
Ingen skal føle sig utryg, når de går til stationen, handler ind eller færdes på stier og i boligområder som Askerød og Gersagerparken. Men virkeligheden er, at for mange borgere i Greve oplever utryghed, særligt på grund af grupper af unge indvandrerdrenge, der skaber uro og dominerer det offentlige rum.
- Det skal være slut med, at utilpassede indvandrerdrenge skaber utryghed i vores lokalområder. Nok er nok.
- Forældrene skal tage ansvar – ellers må det få konsekvenser. Vi ønsker tættere samarbejde med politi og sociale myndigheder.
- Mere overvågning og bedre belysning i utrygge områder. Tryghed skal prioriteres i byens indretning.
- Kommunen skal arbejde for at sende tidligere flygtninge hjem – særligt syrere, hvor forholdene nu muliggør hjemrejse.
Stem Dansk Folkeparti – for tryghed, værdighed og danske værdier i Greve
Vi går til valg på at sikre en værdig alderdom for vores ældre og ordentlige rammer i folkeskolen – med ro, faglighed og trivsel i klasselokalet. Vi vil skabe en tryg hverdag uden ballade og utryghed. Vi kæmper for det danske sprog, kultur og værdier – og mod politisk korrekthed og symbolpolitik. Den nære velfærd skal prioriteres over prestigeprojekter og abstrakte klimatiltag.
Hvis du kan genkende dine værdier her, så håber jeg, du vil overveje at stemme på Dansk Folkeparti til kommunalvalget den 18. november.

Med venlig hilsen
Casper Wayert
Spidskandidat for Dansk Folkeparti i Greve
