I Dansk Folkeparti Greve, er den største mærkesag vores svageste ældre. Vi skal vedblive at sikre en værdig pleje og sikre at der er plejehjemspladser til dem der har brug for det i de forskellige bydele, samt at der både er private og offentlige plejehjem, da de hver især har forskelligt at tilbyde.
For hjemmehjælpsmodtagere, er det os meget magtpåliggende, at man hele tiden arbejder på at der kommer så få medarbejdere som muligt. Dette især, når det drejer sig om personlig pleje.
Det er vigtigt for os, at vores sundhedspersonale er glade for at arbejde i Greve kommune. Derfor vil vi stadig fastholde dét vi tidligere fik igennem, at det er valgfrit om man vil arbejde hver 2. eller 3. weekend. Vi skal sikre at personalet har de rette kompetencer, kan tale dansk og vi vil ikke tolerere at personalet taler dårligt til de mennesker, de er ansat til at hjælpe.
Vi støtter stadig, at den visiterede ældre har selvbestemmelse på ”Klippekortet” og den nye fritvalgsmodel.
Bliver man som borger syg og har brug for genoptræning, skal kommunen træde til og løse dette uden ventetider. Jo hurtigere man kommer på fode igen, des bedre for både den enkelte samt økonomien.
Kommunen skal være igangsætter af aktiviteter som kan være nyttige for borgeren, som så derefter kan overgå til foreningslivet.
Svage borgere, der ikke har det store sociale netværk, skal tilbydes netværk for at undgå social isolation – spisevenner, besøgsvenner, daghjem, spiseklubber og telefon- og pc-netværk.
Vi skal yde en omsorg og en praktisk hjælp til de ældre, der ikke kan selv. Der skal være kvalitet i ældreplejen. Greve kommune har et serviceniveau nu, som ikke skal forringes. Vi har rengøringshjælp hver 2. uge, og robotstøvsuger er noget der kan vælges til, men det er ikke noget krav.
Vi skal kunne tilbyde boligformer af forskellig art, til dem som har brug for mindre plads eller mere pleje. Det være sig ældrevenlige boliger, aflastning og plejehjem.
Større sygdomsgrupper som demens, apopleksi, psykisk sygdom, gigt m.m. skal vi specialisere os i, således at vi får sundhedspersonale som er eksperter på netop de områder. Dette vil sikre, at den syge får den optimale behandling.
Demens er en diagnose som rammer flere og flere ældre, også i Greve. Derfor er det vigtigt, at vi sikrer viden, kompetencer, boliger og aflastning til de mennesker som rammes af demens samt deres pårørende.
Nældebjerg plejecenter blev et kompetencecenter på dette område, og her vil vi i Dansk folkeparti arbejde for, at vi får flere aktiviteter til borgere med demens.
Vi ønsker en demensvenlig kommune med demensvenlige bykvarterer, hvor man tager hånd om hinanden.